Kaihogyo

I dag har jeg, i anledning af det skønne vejr (her i Italien), valgt at udskifte min sædvanlige shikan meditation med en kaihogyo. Kaihogyo - eller kokorodo, som det også kaldes - er en praksisform som er specifik for Tendai, og som naturligvis har rødder på Hiei bjerget i Japan. Templet er hjemsted for kaihogyo-munkene, som er munke der har forpligtet sig til en 12 årig praksis hvor hovedvægten er på lange gående meditationer, en art pilgrimsfærd, kaldet kaihogyo. Disse munke går hvad der svarer til 1-2 maraton om dagen - under omstændigheder man knap nok fatter.

Mine kaihogyo'er er noget lidt andet ;). Først og fremmest er min tur kortere, langt mindre strabadserende, og den er endnu ikke nær så grundfæstet i traditioner som den japanske - men det er stadig i bund og grund den samme praksis: en vandring som på én gang er en pilgrimsfærd, gået i taknemmelighed og ærefrygt, og en meditation. Jeg vandrer fra sted til sted, chanter mine mantraer, og ærer altings sande natur.