At dele det fineste

Jeg sidder og laver oplæg til den DharmaTale der skal indlede vores 24-timers maraton meditation d. 6/9, og det er ikke nemt... På den ene side har jeg jo lyst til at sige noget let og behageligt, opmuntrende ligefrem, til de tapre mennesker der sukker op - og omvendt så har jeg helt generelt den opfattelse, at hvis en DharmaTale efterlader tilhøreren med en fornemmelse af at være blevet strøget med hårene, så er det nok i virkeligheden ikke Dharmaen der er blevet fremlagt. Så er der blevet gået på kompromis, og så fint som dét i øvrigt er i mange andre sammenhænge, så synes jeg ikke det hører hjemme ved en så intens lejlighed som denne.

Her er der ingen vej uden om: jeg må have tillid til hjertet, og til at det kan holde til at blive hængt ud til skue, åbenbaret i al sin sårbarhed.