fredag den 15. august 2014

Happy? Den første ædle sandhed


De fleste af os har en forventning til, at livet retteligen bør være en dans på candyfloss. Måske ikke lige sådan udtrykt, men grundtanken ligger hos de fleste, mere eller mindre dybt begravet under lag af dyrekøbt erfaring, sund fornuft og beskedenhed. Men denne ide om hvad vi er berettiget til, stikker hovedet frem med jævne mellemrum, på skiftevis groteske og subtile måder. Det er denne grundfølelse der udløser den lette fornærmelse, der ofte følger både alvorlig og mere almindelig sygdom: ’det kan simpelthen ikke være rigtigt at jeg skal være forkølet lige nu, hvor det jo er afgørende vigtigt at jeg kan yde mit bedste’, eller, i de mere alvorlige tilfælde: ’hvorfor er det lige min elskede datter, der skal rammes???’. Det er også vores fornemmelse af berettigelse der ligger bag den så moderne omskrivning, der betyder at ingen længere møder problemer. Næ nej, vi møder kun udfordringer – for problemer, det er kun for dem der ikke har styr på tingene…

Og så er der buddhismens vinkel, formuleret i den første ædle sandhed, og reformuleret for anskuelighed her:

Igennem hele livet opstår der kriser, problemer, sorger og udfordringer. Nogen gange føles det som om man kæmper sig igennem fra den ene krise til den anden; en følelse der til dels opstår p.gr.a. vores fornemmelse for berettigelse (og som forhindrer os i at få øje på alt det gode ind imellem, for det skulle da bare mangle…). Jo hurtigere vi lærer at sådan er det, og det er hverken tarveligt, uretfærdigt, eller fordi vi gør livet forkert, jo bedre bliver vi til at begå os, og til at påskønne alt det ind imellem.

For negativt og trøstesløst et livssyn? Alt for meget ’glasset halvt tomt?’ Du vil hellere synge HAPPY sammen med Pharrell Williams, fordi det gør dig så glad?

Tja, måske. Den første ædle sandhed er ikke ment som opløftende, som metode til at manipulere et skævt univers, eller som spirituel frelse. Den er blot og bar beskrivelse af det der er. For at få indgydt mod, må vi gå videre til de næste ædle sandheder, som er langt mere trøsterige (og behagelige, forudsat at vi er indstillet på at investere nogen kræfter i ’projekt lykkeligt liv’).



PS: Selvfølgelig kan jeg heller ikke stå stille når jeg hører Happy – jeg er jo ikke lavet af sten ;)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar