mandag den 22. september 2014

Buddhisme ®


Under buddhismens rejse vestpå, har opfattelsen af den ændret sig. Den er blevet demokratiseret, verdsliggjort, kan man sige - eller måske endda udvandet? Mange selvidentificerer som 'buddhist', nogen gange uden egentlig at have overvejet hvad de helt præcist mener med det.

For at være kristen, må man døbes. Det er i dåben man bliver kristen. Vi har for så vidt det samme fænomen i buddhismen, med tilflugten. det er i tilflugten til Buddha, Dharma og Sangha man bliver buddhist. Dette rejser så en storm af nye spørgsmål, for hvilken form skal denne tilflugt antage, for at man bliver 'rigtig' buddhist? Er man buddhist hvis man én gang for sig selv har sagt "Jeg tager tilflugt i Buddha, Dharma og Sangha"? Eller, for nu at blive rigtig spidsfindig: hvem er det der bliver buddhist, og hvad er sådan en?

Skal buddhismen varemærkes?

Buddhisme ®


Betyder det overhovedet noget? Der er slet ingen tvivl om, at det cool svar på dette spørgsmål er: "nej, det er da flintrende ligegyldigt". Men er det også det sandfærdige svar? Det er jeg ikke sikker på at jeg synes. Som Dharmalærer møder jeg rigtig mange mennesker som har fået en vanskelig indgang til buddhismen, fordi der tilsyneladende ikke er nogen grænse for det vrøvl der videregives under dække af oplyst aktivitet... Det synes jeg er synd, og jeg synes også, at når nu vi er så heldige at vi har glimrende kilder til både Buddhaens egne ord, og til den buddhistiske traditions senere mestres ord, ville det være tosset ikke at bruge dem. Buddhismen er et velafprøvet system. Det er formentlig ikke det eneste virkningsfulde system til træning af sindet, men lad os da kalde en spade for en spade: kalde buddhisme for buddhisme, og kalde andre systemer ved deres navn - så kan enhver vælge frit, uden bedrag eller usikkerhed.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar