Buddhismen som sådan beskæftiger
sig egentlig ikke med spirituelle traditioner, som for eksempel clairvoyance, healing
eller andet. I følge Buddhaen selv underviste han i lidelse og vejen ud af
lidelse – alt andet er så at sige ‘ekstra’. Så vidt jeg ved, er der kun ganske
få steder den slags omtales eksplicit i den buddhistiske kanon, og da er det i
forbindelse med forbud. Munke må, i følge vinayaen (reglerne for munke i den
tidlige tradition) ikke involvere sig i helbredelser, spådomme og lignende. Man
kan spekulere på grunden til dette forbud; mit gæt er at det handlede om dels
at beskytte Sanghaen (hvis noget skulle gå galt), dels at sikre at fokus ikke
blev fjernet fra det buddhismen handler om, nemlig oplysning.
Det betyder ikke, at der ikke
findes buddhister som interesserer sig for andre spirituelle traditioner, men når
vi mødes i vores buddhistiske sanghaer er vi nødt til at være meget opmærksomme
på at holde os til det vi ved noget om, og det er jo den buddhistiske
tradition.
Som mennesker kan vi nemt komme
til at tillægge sindets projektioner stor vægt. Det kan virke så væsentligt og
særligt, alt det vi kan opleve, i form af billeder, lyde eller fornemmelser.
Men når alt kommer til alt, handler det om at leve frit og lykkeligt, lige her
og nu, i fuld forståelse af altings sande natur – og det hjælper
‘overnaturlige’ (i mangel af bedre ord) oplevelser os ikke umiddelbart til.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar