Kesaens symbolik

Kesaen er et gammelt symbol på en persons tilknytning til den buddhistiske sangha, og  alle der har taget tilflugt har da også modtaget en kesa  ved ceremonien. Der findes et væld af forskellige kesaer, som bæres efter et system  der definerer personens status og uddannelsesniveau. Nogle er blot et smalt rundt bånd som trækkes over hovedet, mens andre er på størrelse med et sejl til en mindre båd og bindes på indviklede måder, som videregives hemmeligt fra far til søn. Alle kesaer er inspireret af Shakyamuni Buddhas robe, som vikledes om kroppen og lod højre skulder fri. Dette er tydeligst ved de store kesaer, mens de smalle bånd ikke bærer meget af den historiske robe med sig. Disse små kesaer stammer  fra Kina, hvor det i perioder var decideret farligt at være buddhistisk munk. Under kejser Wuzong (814-846) blev buddhismen forfulgt og undertrykt, da kejseren mente at den udenlandske  indflydelse fra denne fremmede religion ødelagde nationen. Buddhismen var tydeligvis skadelig for landet, mente han, fordi denne religion pålagde sine ordinander at vende enhver borgers forpligtelser overfor familie og fædreland ryggen, straks de lod sig ordinere. Kejser Wuzong beordrede templer, statuer og tekster ødelagt, og  buddhistiske munke henrettet. For at frelse deres liv udskiftede de buddhistiske munke den oprindelige robe med den smalle kesa, da dette lille stykke stof let lod sig gemme i et ærme, hvis man skulle møde kejserlige soldater på sin vej.

Udover de formelle regler for hvilke kesa der kan bæres af hvem, er der naturligvis endnu flere uskrevne regler: hvilken type passer bedst til ældre mennesker, hvilken kan ikke under nogen omstændigheder bæres af en mand, hvilken hører til i vintervejr, hvilken bæres om sommeren, og så videre. Jeg er helt ude af stand til at afkode disse regler, men de lader til at være indlysende

for japanerne. Da jeg skulle vælge min første kesa, faldt jeg for en med et mønster der passede sig for en gammel mand. Da den blev mig nægtet, valgte jeg en som tilsyneladende kun kunne gå an om vinteren – men jeg har valgt at påtage mig den eventuelle tunge karma fra at bære en forkert kesa, for  jeg synes altså den er flot :-).

Når man opnår ordination som doshu iføres man en lidt anderledes kesa end den som gives til den almindelige tilflugt; man får en kesa som symboliserer at man har valgt at tage tokudo. Tokudo betyder egentlig ’at forlade sit hjem for at følge den buddhistiske vej’. I visse buddhistiske skoler betyder det at man forlader sit hjem på en meget lavpraktisk, håndfast måde. Man opgiver ganske enkelt alle sine ejendele og alle forbindelser til et verdsligt liv, for at hellige sig sin spirituelle søgen. Det er der mange fordele ved, og den buddhistiske sangha har overlevet i mange år på denne måde. Med sådanne ’fuldtidsansatte’ munke sikres det, at Dharmaen  videregives fra den ene generation til den næste, og de ordinerede som lever i templer har ro til at koncentrere sig om deres praksis helt uden forstyrrelser. Som tempelmunk har man på mange måder et meget enkelt liv, idet alle ens ydre omstændigheder er tilrettelagt så de bedst muligt

understøtter ens spirituelle liv.

Helt så nemt slipper man ikke i Tendai. Her har vi ingen fuldtidsmunke. Her forventes man at kunne navigere på den buddhistiske vej, mens man stadig er dybt forankret i den verdslige virkelighed. Ofte bruges billedet af en lotus: blomsten der, med rødderne begravet i jorden, hæver sig ubesudlet over mudderet. Denne tradition stammer fra 1868, hvor den japanske kejser Meiji gennemførte en renovering af hele det japanske samfund. Denne renovering påvirkede den politiske, samfundsmæssige og religiøse situation i landet, og betragtes af mange som årsagen til, at Japan i begyndelsen af det tyvende århundrede kom til at fremstå som en moderne nation. Som en del af denne renovering af landets struktur begyndte man, fuldkommen som godt 1000 år tidligere i Kina, at skelne mellem udenlandsk og oprindelig religion: buddhisme kontra shinto. Buddhismen kom også denne gang i stærk modvind, mange klostre og templer blev ødelagt i perioden, og der gennemførtes en tvungen tilbagevenden til det verdslige liv for alle buddhistiske munke. Før Meiji tiden var japanske munke cølibate og levede i klostre, fuldkommen som i andre buddhistiske lande, men nu blev det dem altså pålagt at leve et verdsligt liv. Interessant nok betød dette anslag mod buddhismen i Japan, at den japanske buddhisme i dag på mange måder er nemmere at integrere i vestlige samfund. I Danmark er vi jo helt med på, at en religiøs forkynder sagtens kan varetage sit ansvar, mens han eller hun lever et almindeligt familieliv; noget der ellers var helt utænkeligt i buddhistisk sammenhæng.

Japanske munke benævnes stadig ’munke’, om end deres liv ikke ligner en traditionel munks, og ordet bruges både om mænd og kvinder. Formelt set skelnes der overhovedet ikke mellem mænd og kvinder, selvom det omgivende samfund i visse tilfælde kan give det indtryk. Munkene lever i deres familier, og deres templer nedarves til deres børn – endda, i visse tilfælde, til deres pigebørn, om end det ikke er helt velset alle steder. Buddhismen overlevede altså Meijitiden, og overlevede endda godt. I Japan er buddhismen ikke længere en statsreligion, men den trives, og flertallet af japanere opfatter sig selv som buddhister. Set med vestlige ’konvertit-øjne’ er de ikke spor korrekte buddhister. De mediterer sjældent eller aldrig, og de har heller ikke nødvendigvis en dyb, filosofisk forståelse af de buddhistiske doktriner – til gengæld glædes de helhjertet over Mahayanabuddhismens lære om enhed, venlighed og omsorg for alt levende, og mange af dem har især fokus på belæringerne om tiden efter døden. Japanske munke lever heller ikke altid op til vores forestillinger til, hvordan en god buddhistisk munk ser ud, men varetager deres forpligtelser overfor deres lokale sanghaer på måder der nok i virkeligheden minder meget om en dansk folkekirkepræsts funktion. De gør det bare ud fra en anden forståelsesramme end folkekirkepræstens, da deres uddannelse naturligvis adskiller sig væsentligt fra det danske teologistudie. Deres uddannelse er selvfølgelig funderet i den traditionelle buddhisme, og den er på mange måder af mere praktisk tilsnit.

Tendais træning og uddannelse af kommende munke ledes stadig fra Hiei, det bjerg hvor munken Saicho i det ottende århundrede slog sig ned, og er i alt væsentligt uforandret gennem tiderne, om end den er af noget kortere varighed end de oprindelige tolv år. I 1998 deltog seks amerikanere i et eksperiment. De tog del i den første Tendaitræningsperiode nogensinde udenfor Japan, og efterfølgende tog de tokudo; de blev ordineret som doshu. En doshu er en munk på første ordinationsniveau. Dette niveau blev indstiftet i USA for at give vesterlændinge adgang til en form for buddhistisk træning der på én gang har dybe rødder i den traditionelle japanske buddhisme, og samtidig tager højde for de krav en ordineret buddhistisk lærer vil møde i vesten. Uddannelsen har mange facetter, og man gennemgår både teoretisk uddannelse og praktisk træning. Man kan ikke læse eller diskutere sig til alle de fornødne færdigheder, så ind imellem er man nødt til at overgive sig helt og fuldt, og stole på en mere intuitiv indlæringsform. Pensum omfatter forventelige punkter som for eksempel sutrastudie, buddhismens filosofi og historie, meditationsteori og sanghaledelse, men også deltagelse i og tilrettelæggelse af ceremonier, vedligehold og rengøring af helligt rum, tværreligiøse aktiviteter og engageret buddhisme. Dertil kommer hele det aspekt der har at gøre med kandidatens personlige praksis; at styrke og videreudvikle sin egen vej, at fremelske bodhicitta, og at få et vist mindstemål af førstehåndskendskab til alle de mange forskellige praksisformer der tilsammen udgør Tendai.

Formålet med de mange års studier og formaliseret praksis er at gøre kandidaten så fortrolig med både metoder og materialer at han eller hun bliver i stand til at arbejde kreativt med dem. Først når man virkelig behersker grundstoffet kan man arbejde med andre; først da kan man støtte enhver i at starte lige præcis der hvor de er. En ordineret doshu har ikke en højere status end en lægpraktiserende. En doshu har netop bevidst valgt at fralægge sig status, og dedikere sin praksis og sit liv til andre. Han eller hun kan, i samråd med sin lærer, støtte andre i deres praksis, udføre ceremonier, give tilflugt og lede meditationer, studiegrupper eller lignende. Der er en række ting man med rette kan forvente af en doshu. Først og fremmest kan man forvente ydmyghed, hengivenhed og ansvarlighed. Disse tre ting er hele grundlaget for vores træning, og ingen bliver ordineret uden at vise disse egenskaber.

At være ydmyg betyder ikke at man er forsagt eller spagfærdig. Den slags dækker alt for ofte over falsk ydmyghed. Ægte ydmyghed betyder at man har udviklet en realistisk erkendelse af sin forbundenhed til alle levende væsner på et helt grundlæggende niveau, og at man derfor viser varsomhed og årvågenhed i både tale og handling. At være hengiven betyder at man tør droppe sine rationelle ideer om verden, og i stedet tillade sig selv en førstehåndsoplevelse af den Buddhanatur der gennemtrænger alt levende. Denne oplevelse bliver først mulig når vi giver slip på tanken om at vi kan kontrollere vores omgivelser. At være ansvarlig er en integreret del af Buddhaens Vej. Hvis ikke vi vågner op og erkender at vi alene bærer det fulde ansvar for vores tanker, ord og handlinger, vil vi til stadighed risikere at blive fanget i ideer om vores egen fortræffelighed, når vi bliver iført munkens fine rober :-).