Her tænker jeg, at vi kan have glæde af Buddhaens ide om Middelvejen. I mange af sine anvisninger anbefaler han en middelvej mellem to ekstremer, og det er nok også hvad vi har brug for her.
Hvis vi ukritisk overtager alt direkte fra Japan, ender vi med et museumsstykke, snarere end en levende religion - og meget få ville nok være i stand til at finde glæde ved de mange former for rituel hengivenhedspraksis som er så fremtrædende i den japanske buddhisme.
Omvendt, hvis vi antager at vi er verdens klogeste og ved alt om hvad vi har brug for, ja så er der nok en overhængende risiko for at vi snyder os selv for en masse. Man kan jo kun se med de øjne man har. Med det mener jeg, at ens afgørelser til enhver tid vil være påvirket af ens forståelsesramme. Som udgangspunkt er forståelsesrammen formentlig ret snæver; det er de færreste af os, som har intimt kendskab til buddhistisk praksis før vi begynder på den... Selvfølgelig vil vi gerne tro at vi ved bedst; at vi ved hvad der passer sig i Danmark, og hvad der bestemt ikke hører til her - men måske tager vi fejl?
Vores foreløbige løsning er at lade dem der har interesse for det suge til sig af den fulde tradition, og derefter, i samarbejde med andre erfarne praktiserende, at afgøre hvad der skal afprøves i Danmark, og hvad der (foreløbig) kan få lov at ligge. Det medfører jo så også at Tendai, på godt og ondt, er en overordentlig levende tradition, som er konstant ud- og afvikling. Forvirrende, ja. Men det er livets natur ;)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar