søndag den 22. marts 2015

Dansk buddhisme III

I tilpasningen af troen til samfundet kommer man også ind på noget der med mellemrum debatteres flittigt her i Danmark: hvad står øverst, tro eller samfund  - altså troens etiske regler eller samfundets love. Hvad er helligt, og hvad skal og må indordnes?

Her mener jeg at det giver det mening at skelne mellem det man kunne kalde eksistensforkyndelse, og så alt det andet. Konkret ville det i buddhismen sige, at læren om ubestandighed, kerneløshed, lidelsens natur og udfrielse fra lidelse er en art eksistensforkyndelse, det er den hellige kerne - omend både 'hellig' og 'kerne' er elendige, og tungt belastede, udtryk. De semantiske begrænsninger til trods, så kan man sige, at det er netop her, i læren om de tre mærker, at vi kan få inspiration til hvordan vi klarer livet, smerten og tvivlen; det er her vi kan gå hen for trøst og retning. Hvordan vi så skal opføre os over for hinanden, ja det giver buddhismen (som alle andre religioner) jo også nogen bud på - men disse bud mener jeg til enhver tid må rangere under samfundets bud. Jeg ville da være rigtig ked af det, hvis samfundet pludselig pålagde mig, at jeg skulle slå ihjel (og jeg ville nok også finde et andet samfund at være en del af!!), men ideelt set mener jeg at religiøse bud må stå under de regler vi i fællesskab, som samfund, laver for at regulere vores omgang.



1 kommentar:

  1. Tro er vel noget man holder fast i, hvis virkeligheden, det som er, ikke er tilstrækkelig.
    Ja, samfundets regler har første prioritet, hvis de hviler på etiske og moralske forudsætninger.
    Flemming p a

    SvarSlet