onsdag den 20. maj 2015

Børn og buddhisme II

Mange forældre vil gerne meditere sammen med deres børn, og det kan også være en god ide, forudsat at børnene har lyst til det.

Det kan nemt gå hen og blive et lidt forkrampet og kunstigt foretagende, hvis ikke man er meget fintfølende. Jeg har haft glæde af at gøre i forbindelse med putningen om aftenen. Her er både børnene og du selv rolige, og det er nemt at nå hinanden.

Det er ikke vigtigt at de sidder korrekt – faktisk vil jeg sige at det at sidde korrekt kan være en hæmsko i dette tilfælde. Lad dem hellere ligge, så de har nemt ved at slappe af. Den meditation jeg har haft størst succes med, er den vi kalder kropsscanningen. Her scanner man sin krop, nedefra og op, og skiftevis spænder og afslapper musklerne. Den er nem at lave, og fordi der sker så meget, er den også nem at koncentrere sig om.

Start ved fødderne. Lav barnet mærke sine fødder indefra. Hvis det er svært at få fornemmelse af fødderne, så spænd musklerne, og giv derefter slip. Lad fødderne blive tunge og synke ned i underlaget. Fortsæt op ad underbenene, knæ, lår, underliv, mave, ryg, arme, hænder, skuldre, hals og nakke, helt op til hovedet. Gennemgå ansigt og hovedbund, og lad til sidst opmærksomheden opløses over hovedet.


Der er en vis risiko / chance for at barnet falder i søvn undervejs – det er helt okay. Det vigtige i denne øvelse er at introducere barnet for den ro der følger af koncentration, ikke at søge ultimativ indsigt!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar