mandag den 4. maj 2015

Kom ind i kampen mod kampen

I aften, d. 4. maj, skal der lys i mine vinduer. Jeg skal mindes en tid jeg aldrig har oplevet; en tid med ufred og krig i Danmark. Jeg skal mindes denne tid, fordi uden minderne er risikoen for at jeg glemmer den konstante trussel om ufred for stor. Måske kommer jeg til at tænke, at krig kun er noget jeg kan læse om i avisen, og se på i fjernsynet - noget skrækkeligt, men fjernt, noget der ikke kan ske for mig.


Ufred er desværre en alt for reel trussel, på grund af al vores begær, vrede og uvidenhed. Vi vil have at tingene skal være på lige præcis vores måde - og når vi allesammen vil det, støder vi sammen. Vi bliver vrede på hinanden, og denne vrede, i kombination med vores tåbelighed, leder til krig. Det ser vi igen og igen, men alligevel bliver det nemt meget abstrakt; noget frygteligt, men noget frygteligt som dybest set ikke har ret meget med os at gøre. Intet kunne være mindre sandt, og intet kunne være mere farligt at tro.

'Kæmp for alt hvad du har kært,
dø om så det gælder.
Da er livet ej så svært,
døden ikke heller'

Sådan synger vi i en af vores gamle salmer, og ordene giver os en eller anden form for trøst. Jeg ved ikke helt hvad jeg skal tænke om det. Der er kampe der er værd at tage, men er det kampene mod nogen udenfor, eller er det kampene med os selv? Jeg er ikke færdig med at tænke over det, men på en eller anden måde kan jeg ikke lade være med at tænke om disse ord glorificerer netop det der skaber ufred?

Tænk om vi i stedet kunne finde mod til at nyde det vi har kært, i visheden om, at intet varer evigt. Tænk om vi kunne nyde livets fordringsløse glæder, uden at klamre os til at alting skal være på lige præcis vores måde, for at noget er ok. Tænk om vi kunne give slip.

Det er jo kampen, mere end noget andet, der er problemet. Hermed ikke være sagt at det ene tankesystem kan være ligeså godt som det andet, slet ikke - men bare fordi noget er bedre end noget andet, giver det vel stadig ikke mening at lade alt gå til grunde, fordi vi ikke vil nøjes med mindre end det bedste? Det bedste er under alle omstændigheder kun en drøm...

Ingen kommentarer:

Send en kommentar