mandag den 31. august 2015

At give og give op

Når vi giver noget til en anden, giver vi det så virkelig fra os? Slipper vi det, og lader den anden beslutte hvad der videre skal ske med det? Det gør vi nok ikke altid, for så ville Emma Gad nok ikke fortælle så nøje om, hvornår man kan tillade sig at give den gave videre, som man selv har modtaget – og tænk engang over det: giver du med så rent hjerte, at du ikke ville blinke hvis modtageren (ved en pinlig fejl) kom til at give dig den gave, som du selv oprindeligt havde givet ham? Slipper du taget, når du giver? Er det lige meget for dig, om folk pakker deres gaver ud, eller om de bruger de gode råd du giver?
Jeg blev engang opfordret til at være med i en fælles gave, men valgte at sige nej tak til tilbuddet, fordi jeg vidste at modtageren ikke ville værdsætte gaven efter fortjeneste – jeg var stadig meget bundet til det jeg gav. Jeg er heldigvis blevet meget bedre til at give, efter jeg har lært at give op. 
Det lærte jeg på en meget konkret måde. I sommeren 2010 deltog jeg i en forfærdende hård praksis under den årlige præstetræning: vi lavede 1000 prostrationer om dagen, tre dage i træk. Tåbeligt nok var jeg gået til opgaven som en fysisk udfordring; havde forsøgt at træne min krop op til belastningen, og forestillede mig, at det ville hjælpe. Ret hurtigt gik det op for mig, at min strategi slog fejl – og så forsøgte jeg mig med en anden strategi, og en tredje, og en fjerde – og formentlig et par stykker mere, som jeg har glemt alt om. Jeg prøvede at klare opgaven med viljestyrke (det kunne jeg glemme alt om!), med stolthed (den er ikke meget værd i forhold til intens smerte og udmattelse), og så forsøgte jeg at give op, at vende mig fra opgaven (og det kunne jeg så heller ikke…). Forløsningen kom først, da jeg gav mig selv til opgaven; kun mig, uden strategier, historier og falbelader. Så var det bare at gøre det der skulle gøres, uden at bekymre sig om historier, retfærdiggørelser eller strategier. Så var det bare at gå op og ned.
At lave 1000 prostrationer om dagen gjorde ikke noget særligt for mig – men at lære at give slip, helt slip, og at give op; det har gjort en kæmpe forskel. Jeg mestrer endnu ikke kunsten at give op til perfektion, men jeg bliver bedre. Og når man giver op, kommer friheden – friheden til at give frit, uden forventninger eller fastlåste ideer om hvordan det givne skal anvendes.

onsdag den 26. august 2015

Om frygt

May your choices reflect your hopes, not your fears.

                                                                    Nelson Mandela


Kig grundigt på dit liv, og se om der er områder hvor det er frygten der styrer dig. Det kan være svært at få øje på, især fordi det kræver noget mod at se sin frygt i øjnene. De fleste af os gider ikke at erkende vores frygtsomhed, for frygtsomhed er ikke smart. Grislingen er jo heller ikke den sejeste karakter i Peter Plys bøgerne...


Spørg dig selv: 'Hvad ville jeg gøre, hvis jeg var helt ubekymret, og slet ikke bange?'

fredag den 21. august 2015

Indras Net

Jeg lider ind imellem under min tendens til at ville kontrollere alting. Når jeg fanger mig selv i at være manisk travl, er jeg klar over, at jeg (igen!) ligger under for denne tåbelige trang til kontrol, og så laver jeg kontemplationer på Indras Net. Indras Net er et gigantisk net der dækker hele universet, uden hverken begyndelse eller afslutning. I alle sammenføjninger sidder der en diamant, som afspejler alle de andre diamanter i sig. Ændres én del af nettet, ændres hele nettet - detaljen bærer helheden i sig. Læg dertil det faktum at alt i nettet, uden undtagelse, er under konstant forandring - så har man et fint billede på hvordan verden fungerer, og så skulle det også gerne stå klart, at jeg nok kan påvirke rigtig meget, men at jeg aldrig vil kunne kontrollere alt.

tirsdag den 11. august 2015

Opdragelse

Jeg tænker stadig jævnligt tilbage på en spændende diskussion vi havde på på et sanghamøde for efterhånden ret lang tid siden - en diskussion om hvorfor det var så forfærdeligt at se folk opføre sig på måder, som man mente var til skade for andre / fællesskabet.

Det der bliver ved med at røre sig, er hele ideen om at 'opdrage' på andre. Mine børn er efterhånden blevet store, og i virkeligheden har jeg fået mere end nok af at opdrage på nogen - hvorfor er det så, at jeg stadig fra tid til anden mærker trangen til (eller måske snarere 'behovet for' - sådan føles det i hvert fald som regel i situationen) at opdrage?

Jeg har prøvet at kontemplere selve konceptet 'opdragelse', og det har været spændende og lærerigt. Jeg kan endnu ikke helt slippe opdrager-trangen, men jeg kan da lært mig selv nogen spilleregler. Før jeg kaster mig ud i at dele min uovertrufne visdom om hvordan livet bør leves, hvis man er ordentlig, så gennemgår jeg en lille, ultrakort tjek-liste, hvor jeg spørger mig selv:

1) Hvor vigtigt er det for mig, at denne person bliver overbevist om at jeg har ret; at min måde er den bedste?

2) Hvor sandsynligt er det, at jeg lykkes med min mission; at vedkommende vil komme ud som et nyt og bedre menneske?

Det har ledt til, at jeg som regel stopper ved impulsen...

søndag den 2. august 2015

Min personlige praksis

Jeg nyder meget at variere min praksis. Det er spændende og udfordrende at afprøve forskellige former for praksis, og fungerer ofte som en saltvandsindsprøjtning. 

Der er dog to ting jeg altid kommer tilbage til: min esoteriske praksis, og de praksisformer der inddrager kroppen.

Jeg elsker lange gående meditationer, dem vi kalder Kokorodo – Hjertets Vej. Når jeg ændrer syn på mine almindelige, daglige praktiske opgaver, og behandler dem som arbejdspraksis, er udkommet dobbelt: opgaverne bliver løst hurtigere og bedre end normalt, og jeg har fornøjelsen af at nyde godt af flere timers intensiv praksis. Og så er der prostrationerne… suk. Jamen, på den ene side så ved jeg jo godt, at de hjælper mig så fint på vej; jeg har så ofte oplevet at et gennembrud har præsenteret sig efter en periode med daglig prostrationspraksis. På den anden side så kan jeg næsten ikke holde dem ud. Ubehaget, besværet, sveden og hjertebanken, og endelig det tåbelige og formålsløse i hele øvelsen – og alligevel så vender jeg tilbage til dem igen og igen.

Hvilke elementer går igen i din praksis?

Gassho,
Shomon.