søndag den 29. marts 2015

Dansk buddhisme IV

I takt med at den danske buddhisme udvikles i en tilpasningsproces, opstår der ind imellem nogen lidt uheldige bump på vejen. Nogen gange bliver de nye danske buddhister nærmest mere buddhistiske end de buddhister de skulle forestille at lære fra. Det er vel egentlig indlysende nok at konvertitter ofte vil være mere entusiastiske end dem der, uden egentligt valg, er født ind i en given religion, men det ville nu være klædeligt med en smule respekt for den tradition som etniske buddhister har haft glæde af gennem generationer.

Jeg har ind imellem været uheldig nok til at overhøre konvertitter jamre over det cirkus der ofte udfolder sig omkring buddhistiske templer i udlandet, eller endda  belære etniske buddhister om, at 'sådan er buddhismen virkelig ikke'. Hvem i al verden bestemmer hvad buddhismen er???

Buddhaen talte ikke ind i et vakuum, og al læren er påvirket af tid og sted – også den del man nogen gange ser udråbt som 'Den Rene Lære': Theravadaskolen. Mere om det i næste uge!


søndag den 22. marts 2015

Dansk buddhisme III

I tilpasningen af troen til samfundet kommer man også ind på noget der med mellemrum debatteres flittigt her i Danmark: hvad står øverst, tro eller samfund  - altså troens etiske regler eller samfundets love. Hvad er helligt, og hvad skal og må indordnes?

Her mener jeg at det giver det mening at skelne mellem det man kunne kalde eksistensforkyndelse, og så alt det andet. Konkret ville det i buddhismen sige, at læren om ubestandighed, kerneløshed, lidelsens natur og udfrielse fra lidelse er en art eksistensforkyndelse, det er den hellige kerne - omend både 'hellig' og 'kerne' er elendige, og tungt belastede, udtryk. De semantiske begrænsninger til trods, så kan man sige, at det er netop her, i læren om de tre mærker, at vi kan få inspiration til hvordan vi klarer livet, smerten og tvivlen; det er her vi kan gå hen for trøst og retning. Hvordan vi så skal opføre os over for hinanden, ja det giver buddhismen (som alle andre religioner) jo også nogen bud på - men disse bud mener jeg til enhver tid må rangere under samfundets bud. Jeg ville da være rigtig ked af det, hvis samfundet pludselig pålagde mig, at jeg skulle slå ihjel (og jeg ville nok også finde et andet samfund at være en del af!!), men ideelt set mener jeg at religiøse bud må stå under de regler vi i fællesskab, som samfund, laver for at regulere vores omgang.



søndag den 15. marts 2015

Dansk buddhisme II

I Tendai har vi nøjagtig samme udfordring som alle andre buddhistiske skoler: vi er nødt til at finde ud af, hvordan Tendai i Danmark skal se ud. Skal den være magen til Tendai i Japan? Eller skal den være noget helt andet, bestående af de ting vi bryder os om og lige kan få øje på)?

Her tænker jeg, at vi kan have glæde af Buddhaens ide om Middelvejen. I mange af sine anvisninger anbefaler han en middelvej mellem to ekstremer, og det er nok også hvad vi har brug for her. 

Hvis vi ukritisk overtager alt direkte fra Japan, ender vi med et museumsstykke, snarere end en levende religion - og meget få ville nok være i stand til at finde glæde ved de mange former for rituel hengivenhedspraksis som er så fremtrædende i den japanske buddhisme.

Omvendt, hvis vi antager at vi er verdens klogeste og ved alt om hvad vi har brug for, ja så er der nok en overhængende risiko for at vi snyder os selv for en masse. Man kan jo kun se med de øjne man har. Med det mener jeg, at ens afgørelser til enhver tid vil være påvirket af ens forståelsesramme. Som udgangspunkt er forståelsesrammen formentlig ret snæver; det er de færreste af os, som har intimt kendskab til buddhistisk praksis før vi begynder på den... Selvfølgelig vil vi gerne tro at vi ved bedst; at vi ved hvad der passer sig i Danmark, og hvad der bestemt ikke hører til her - men måske tager vi fejl?

Vores foreløbige løsning er at lade dem der har interesse for det suge til sig af den fulde tradition, og derefter, i samarbejde med andre erfarne praktiserende, at afgøre hvad der skal afprøves i Danmark, og hvad der (foreløbig) kan få lov at ligge. Det medfører jo så også at Tendai, på godt og ondt, er en overordentlig levende tradition, som er konstant ud- og afvikling. Forvirrende, ja. Men det er livets natur ;)


søndag den 8. marts 2015

Dansk buddhisme I


Historisk set har buddhismen altid været god til at tilpasse sig det samfund den skulle fungere i. Det er bl.a. derfor buddhismen er så mangeartet (rodet?) i dag: Indien havde nogen andre forventninger til et spirituelt system end Kina havde, og de var igen forskellige fra de forventninger der var i Tibet / Korea / Japan osv. 

I dag er buddhismen med stormskridt på vej mod vesten, og det lader til at den kommer i to former: 1) som et kulturelt bånd eller et arvestykke fra det land man har forladt - det er det, Jørn Borup kalder 'etnisk buddhisme', og 2) som en import der skal give ny inspiration - det kalder man også 'konvertit buddhisme'.

Den etniske buddhisme ændrer sig tilsyneladende ret langsomt. Den praktiseres så vidt muligt på samme måde som i hjemlandet; den måde den er blevet praktiseret på gennem generationer. 

Konvertitbuddhismen til gengæld, ændrer sig med overvældende hast, og på mange forskellige måder. Ændringerne følger ikke et fælles mønster, men er ofte tæt knyttet til de enkelte skoler der importeres. Nogle skoler tager så meget som muligt til sig, mens andre hastigt forsøger at skrælle så meget som muligt væk. 

Hvad er rigtigst? Går man imod buddhismens natur hvis man lader den forstene i et kulturelt udtryk der ikke giver mening i det nye land - eller får man smidt barnet ud med badevandet i sin iver efter at rense den 'rene buddhisme' for al kulturel bagage?

Jeg tror sandheden ligger et sted mellem de to ekstremer - men jeg tror også den er svær at finde! 



søndag den 1. marts 2015

Om smerte

Nu hvor jeg har nydt minderne fra vores retreat, kommer jeg til at tænke på, hvor vidunderlig en mulighed sådan en periode af intensiv træning er for at fordybe sig i sin praksis, uden hverdagens krav og distraktioner. Under retreats lever vi nærmest et tempelliv, hvilket bl.a. betyder at stort set al vores tid er reguleret. Vi behøver ikke at overveje om vi har lyst til det ene eller det andet; om vi vil spise nu, meditere eller sove – det er alt sammen besluttet på forhånd. Der ligger en enorm frihed i at overgive sig til den forhåndenværende opgave, uden at skulle overveje om det nu også lige er noget man har lyst til lige nu.

Under et retreat stifter man også bekendtskab med kroppens signaler. Mange timer i meditationsstilling er som regel lig med beskeder fra kroppen om, at det her altså kunne være bedre… Omvendt bliver det også tydeligt hvor travlt man egentlig ville få, hvis man konstant skulle holde kroppen tilfreds – og hvor overraskende okay det er at tage sig en fridag fra kroppens barske regime!


Pain is a symptom of the effort you’re putting into the task.


Itai Yamada, Tendai zazu