Kaihogyo

For tiden går jeg kaihogyo eller, med et andet navn, kokorodo (begge dele er udendørs gående meditationer af en vis længde) så ofte min tid tillader det. Det er en praksisform jeg elsker, dels fordi det er vidunderligt at overgive sig til det der sker, når man bare sætter den ene fod foran den anden, dels fordi jeg under kaihogyo virkelig får lejlighed til at få demonstreret hvor uregerligt mit sind er! I traditionel kaihogyo går man med et mantra. Det er der en grund til, har jeg fundet ud af :). Jeg kan sætte ud med nok så mange gode intentioner om at være tilstede i alt der er, blot opløses i rutens nærvær - men uanset hvad, så går der sjældent mere end et par minutter, før jeg ganske enkelt er ude at gå tur; dagdrømmer, halvsover, tuller afsted i min egen lille verden... Så klog af skade går jeg nu kaihogyo efter det traditionelle mønster: den ene fod foran den anden, og et mantra til at beskytte sindet.

Hvis du har lyst til at deltage i en snak om kaihogyo eller andre former for gående meditation, ville jeg blive glad for at høre dine synspunkter eller spørgsmål, enten her i kommentarfeltet, eller i eSanghas Spørgehjørne.

Åbent tempel

På tirsdag åbner jeg DharmaCentret i Slagslunde om aftenen, så vi kan sidde sammen. Der er ikke tale om et egentligt sanghamøde, men bare en lejlighed til at sidde med sin personlige praksis sammen med andre.

Kl. 19.30 laver vi en aftenceremoni sammen, og herefter sidder vi med hver vores praksis frem til omkring kl. 20.45, hvor vi slutter af med en kop kaffe/te og en lille snak.

Jeg vil gøre opmærksom på, at der er flere (inkl. undertegnede), der har chanting som personlig praksis, hvorfor man ikke kan regne med total stilhed i hondoen. 

Arrangementet er naturligvis gratis, og man behøver ikke melde sig til på forhånd. Hvis du ikke har en personlig praksis, og således har brug for lidt indledende instruktion, kan du skrive til os på info @ tendai.dk, og aftale at komme lidt tidligere.

Gassho,

Shomon.

De spørgsmål vi stiller

Som vestlige konvertitbuddhister stiller vi mange spørgsmål. Vi vil så gerne vide alting - vi vil vide hvad, hvorfor og hvornår. Kun sjældent spørger vi 'hvordan?', og når vi gør, er det som regel for at finde ud af, hvad vi kan få ud af dette eller hint: hvordan bliver vi oplyste, hvordan får vi Det Store Gennembrud. Vi er ikke særligt tilbøjelige til at vise tålmod, til at gøre det der skal gøres, uden at bekymre os om hvorfor, eller hvad der mon er i det for os.

På et tidspunkt fik jeg opfyldt en gammel drøm om at besøge Stonehenge. Det er et imponerende sted, og da jeg stod der, slog det mig hvordan de kæmpemæssige sten fortæller en historie om folk som ikke spildte tiden med at spørge ‘hvorfor’.

Måske skal vi prøve at være mere omhyggelige i vores spørgsmål. Måske skal vi stille lidt færre spørgsmål, og i stedet sørge for, at det er GODE spørgsmål ... Ellers ender vi måske som tåberne i Douglas Adams' (i øvrigt herlige) bøger, der bad en supercomputer komme op med svaret på 'livet, universet og alting' - og blev frygteligt skuffede, da den kom med svaret '42'.

Det er sjældent svarene på vores spørgsmål der hjælper os. Til gengæld tror jeg at selve den refleksion der afføder de dybe spørgsmål kan være vældigt værdifuld – hvis vi tager os tid til at gennemføre hele refleksionen, og ikke bare gylpe det ene spørgsmål op efter det andet, uden at overveje hvad svarene kan bruges til.

Sommerferie

Ferietid er læsetid! Jeg elsker især buddhistiske biografier, som for eksempel One Hundred Days of Solitude. Hvad læser du?